Faglærte fortjener hæder og hyldest
Fagenes Fest Sønderborg er blevet til fordi, vi mener, der skal mere til end et svendegilde. Vores dygtige, faglærte unge fortjener hæder og hyldest fra mange flere end familie og venner, når de får svendebrevet i hånden. Vi har brug for mange flere unge, som vælger den faglærte vej. Og vi har brug for dem i Sønderborg. Vi har brug for unge, som er stolte af deres fag og ved, at en faglært uddannelse er den sikre vej til et gode jobs og en fremtidig karriere. At ingen døre lukkes for fremtidig videreuddannelse, når man vælger et konkret fag. Og at det giver en helt enestående ballast at mestre et håndværk.
Det er de faglærte, som helt bogstaveligt bygger vores land, dyrker vores jord og løser uundværlige opgaver i vores samfund.
De kan med rette være stolte, og vi er stolte af dem!
Derfor fejrer vi dem med Fagenes Fest Sønderborg, hvor vi samler alle unge, der i løbet af det seneste år har fået et svendebrev i hånden i Sønderborg. Og det gør vi til et brag af en fest for dem og deres nærmeste – med mad, musik, underholdning og ikke mindst den hyldest, de i så høj grad fortjener.
I Sønderborg sætter vi stor pris på vores faglærte, og det vil vi have, at de skal mærke. De skal mærke, at vi vil dem, og at vi gerne vil have dem til at blive i Sønderborg. Derfor bakker vi op om Fagenes Fest Sønderborg på tværs af både kommunen, uddannelsesinstitutionerne og erhvervslivet. Bag Fagenes Fest Sønderborg står nemlig Sønderborg Kommune, EUC Syd, Gråsten Landbrugsskole, Sosu Syd, UC Syd, Business College Syd – og en lang række af kommunens virksomheder.
Fagenes Fest Sønderborg: Dit valg – vores stolthed!